Planterne gror jo de skiderikker Bragt i Århus Stiftstidende Per Højholt er tynget af alderen og livets genvordigheder. Han har haft to blodpropper og må affinde sig med, at alting går langsomt. Men alligevel er han stadig kæphøj. Han er stadig forfatter med stort F. Han tvivler ikke på, hvad han kan. Og det han ikke kan, gider han ikke bekymre sig om. Planterne udenfor gror jo alligevel. Og de gror, som det passer dem. Bekymringerne opstår først, når man når den alder, hvor ens forbilleder dør, og man står alene tilbage for selv at blive indhentet af den sidste time. Den næste bog skal skrives færdig. Og der er altid en bog mere, for tilværelsen handler om gentagelse i Højholts univers. Af Malene Mølgaard PH-lampen, der er hvid under et tyndt klistret støvlag, spejler sig i de matbrune øjne, så de skinner bag de fedtede briller. Per Højholt banker piben ned i bordet og stopper den, mens han taler: ”Jeg må nok se i øjnene, at jeg kan blive så syg, at det er udelukket at blive her. Men det vil jeg helst. De kloge folk –fysioterapeuter og hjemmehjælpere- siger, at det kan jeg også godt. Jeg får frostmad fra Ikast kommune og hjemmehjælp en gang om ugen”. Forfatteren til Gittemonologerne og utallige digtsamlinger, der har givet stor prestige at anmelde, fordi han skriver så svært, som han selv udtrykker det, er blevet gammel. Men han er endnu ikke blevet for gammel. ”Jeg bliver aldrig træt. Planterne gror jo, de skiderikker. De gror og bliver større og større indtil de er for store. Så er de til besvær”, siger han og klukker. Der er stadig et sprælsk glimt i hans øjne. Men det overdøver alligevel ikke helt alvoren omkring virkeligheden. ”At flytte vil sandsynligvis føre til, at jeg holder op med at skrive. Jeg ville virkelig have en fornemmelse af at være revet op med rode. Jeg kan ikke forestille mig, at andre end jeg bor i det her hus. Man kender det hele. Jeg har været med til at lægge lys ind. Jeg har lagt tag på. Garagen har jeg bygget”, siger han. Gentagelse ”Da jeg endnu kunne gå rimeligt, brugte jeg at gå den samme tur hver dag. Det mener jeg, at man burde. Ellers bliver man turist. Man skal se de små forandringer hele tiden. Mossen vokser på sten og træerne gror opad. Og ingen lytter til én. Jeg har advaret mange fyrretræer om, at de groede de helt forkerte steder. Det hjalp ikke en skid. Og ud gik de sgu.” Højholt sidder længe og piller ved sin pibe. Han stoppede den med en kuglepen. Det går langsomt, for benet og armen i venstre side er dårlige efter to blodpropper. ”Jeg er ikke naturelsker i den forstand. Tværtimod. Jeg hader naturelskere. Men jeg kan godt lide naturen. Den har jeg ikke noget imod. Det kan jo heller ikke hjælpe noget. Det passer mig godt, at de fleste træer her omkring er nåletræer. De forandrer sig ikke ret meget. Jeg er tilhænger af gentagelse. Naturen er begrænset. Den kan kun forandre sig til det samme. Alt det blomster kan, det er at blomstre, og hvad så!” Det sidste ord sidder nede i halsen på Højholt, som en tudse, der kradser. Han nærmest råber og rømmer sig på samme tid. ”Og hvad så!” Han fortæller, at han før i tiden plukkede blomsterne af rhododendronerne, der gror omkring huset. Han synes, de er grimme. De er så farveprangende. Lyserøde. ”Jeg plukker de blomster væk, og så står planten tilbage pæn og nydelig”, siger han. Højholt har spekuleret over det med alderen, og hvad den gør ved én. ”Det værste er, at man risikerer at ryste på hovedet af noget, der sker under henvisning til, at det er sket før. Og man er tilbøjelig til at nedgøre ting, bare fordi de er set før. Man får et andet forhold til gentagelse”, siger han. Naturen Gennem Højholts vinduer ses fyrretræerne. Bag dem er heden og bakkerne. Deroppe strækker lyngen sig med et fast greb over hedelandskabet for kun ind i mellem at blive afbrudt af en standhaftigt træ, der truer af den kraftige vind med sine tynde arme. Det blæser kraftigt på heden. Vinden løber af alle kræfter mod solen for at skubbe den i sænk. Den står lavt på himlen, næsten ved endepunktet på dagens rejse. Men trods den voldsomme blæst kan man stadig høre hvert et blad vende sig i den larmende stilhed. Inde i skoven er der helt stille, mens larmen fra blæsten i det nøgne landskab er enorm. Her er kun en smal sti af sand og nedtrådte sten. Den snor sig som en doven orm gennem lyngen. Stien har lagt sig i en gylden plet af strå, som råbende forsøger at overdøve blæstens susen, mens de strækker sig efter denne septembereftermiddags sidste sollys. I hullet, hvor stien dykker ned og forsvinder i den stikkende lyng, står et ocenan af sammenklumpede fyrretræer. De strækker sig ud i horisonten, der ikke umiddelbart ser ud til at ligge mere end et par kilometer væk. Dernede i det grønne ligger Per Højholts hus. Gemt bag fyrretræerne, der står tæt som mos. Det er hvidt med brunt tag. Men man kan ikke se det her oppe fra bakkerne. Hjemmehjælp og frostmad Det lille køkken lugter en smule som gammelt køleskab. Skabene er malet støvet lyseblå og er de eneste overflader, der ikke er besat af postkort, kassettebånd, fjedre, glas, kaktusser og mørkegrønne potteplanter. Jyllands Posten flyder på køkkenbordet sammen med bøger -hovedsageligt af danske forfattere, en gammel transistor, lakridskonfekt, et askebæger og en kurv med piber. Der er mindst elleve af dem. På køkkenbordet står tallerkener og kopper hulter til bulter og et spækbræt med brød og ost, der ikke er pakket ind. På væggen cirka en armslængde fra hans store kontorstol med armlæn hænger en rød telefon. “Fysioterapeuten sagde til mig, at hvis jeg skulle blive bange for at være alene, så skulle jeg bare ringe og få hjælp. Hvis jeg trykker på den, så kommer der en sygeplejerske.” Højholt løfter den venstre arm og peger på et armbånd med en grå knap. Han trykker forsigtig på den, uden at røre så meget, at alarmen går i gang. “Det er Ikasts største sygeplejerske. Engang var min seng klappet sammen om mig, så jeg ikke kunne komme op fra gulvet. Jeg var jeg faldet ned i sengen, og så gav lamellerne efter. Til sidst lå jeg helt klappet sammen i sengen. Jeg kunne fandme næsten ikke røre mig. Jeg kunne lige trykke på den. Så kom hun og fik mig op og fik sengen i orden. Da fungerede velfærdssamfundet!” Højholt fortæller med stor iver, men sænker både stemmen og tempoet en anelse, da han fortsætter: ”Alt går langsommere, men man indstiller sig også på det. Man er længere om at tage telefonen. Man skal tænke sig om, når man skal på toilettet. Man skal tænke sig godt om. Bare det at stå op af sengen om morgenen tager længere tid. Men hvad så! Jeg når det jo”, siger den ukuelige forfatter med erfaringerne fra 72 rebelske år bag sig. ”Jeg har drømt, at jeg kørte på løbehjul. Men jeg kan ikke engang cykle. Og hvad så! Jeg kan da ikke græde over noget, jeg ikke kan”, siger han ud gennem mundvigen, mens han koncentrerer sig om at tænde sin pibe. Efter at have talt i en times tid, løfter Højholt for første gang sin glaskop med kaffe for at tage en slurk. Det går langsomt, for han ryster på hånden. Før han får koppen placeret sikkert på underlæben, sænker han den igen og samler kræfter til at sige endnu en lang sætning. ”Siden jeg blev 60 har alderen været et problem for mig. Man går fra at være Nestor til at være guru hos de unge. Det er næsten lige så tyngende og besværligt”, siger han. Det er ikke kun det fysiske, der tynger patriarken. Tankerne svirrer stadig, som fluer på en varm sommerdag. Og det kan vække kvaler. ”Nu er jeg begyndt at nå den alder, hvor mine forbilleder dør. Det er sgu lidt af et dilemma. Man skal ikke blive sin egen epigon. Man skal ikke efterligne sig selv. Kun andre. Hvad gør man så? Så er man nødt til at blive original”, siger han og stadfæster sin ukuelighed ved at tappe med fingerspidserne på køkkenbordet. Metafysik og a-religiøsitet ”Jeg har aldrig besøgt min fars eller min mors gravsted. Hvad skulle jeg det for, de er jo døde? Der ligger en lille klump aske nede i jorden. Og hvad så? Men jeg husker dem. De sidder selvfølgelig dybt i mig”, siger han. Gennem de fedtede briller kan man se, at huden trækker sig en lille smule sammen under øjnene, da han taler om døden. Højholt kalder sig fuldstændig a-religiøs. Han er vokset op uden gud. Hans far, der var lærer og kommunist konfirmerede ham. Per Højholt løfter flere gange sin pegefinger i luften for at understrege sine ord. ”Der er nogle stakler, der mener, de har brug for noget at støtte sig til eller noget at tro på. Det er dem, der vil have en helhed i tilværelsen. De mener, at der skal være noget, efter man dør”. Hver gang han synker, lyder det som om, han synker en stor mundfuld kaffe. ”Jeg tror ikke på noget som helst. Det er absurd med den form for trøst. I stedet bruger jeg praksis. Jeg arbejder indtil det sidste. Når jeg så dør, så dør jeg. Så skriver jeg ikke mere. Det lover jeg!”, siger den gamle mand og stikker piben i munden, mens han smågriner. Højholts faste blik flytter sig ikke fra sit fokus. Han mener det.