|
Tilbage Til Livet 4: De tre venner December. Mortens ansigt under det afblegede, korte hår er dystert som dagen udenfor. Han sætter sig tungt ved frokostbordet hos Thomas og Jakob, stirrer ned i bordpladen og kniber munden sammen. »Der skal gå fem måneder mere, før jeg må køre bil.« Thomas og Jakob lægger gaflerne fra sig og ser på ham. Fem måneder? Jakobs briller sidder skævt. Hans pæne briller blev knust, da hans motorcykel ramte lysmasten. De tre unge fyre er på afdeling H10 for moderat hjerneskadede på Hammel Neurocenter. Da de kørte galt for fire måneder, siden slog de hovederne så voldsomt, at de fik forbud mod at køre bil i et halvt år efter ulykken. Om to måneder udløber karantænen fra køretøjerne. Bortset fra Morten. Datoen for, hvornår han må sætte sig på førersædet i sin bil og dreje tændingsnøglen, har afdelingslægen netop kastet yderligere et halvt år ud i fremtiden. Udsat på grund af næseblod. Slagtehuset i Jeksen En måned tidligere ligger Morten på sit værelse hjemme hos sine forældre og ser video. Pludselig styrter blodet i tykke stråler ud af hans næse som fra en tændt bruser. Han griber baljen ved siden af sengen, skriger efter hjælp og løber ind i stuen med baljen foran sig og et spor af blod efter sig på gulvtæppet. Mortens mor trykker på hans næse, men blodet stopper ikke. Heller ikke, da de kommer is på. Blodet løber bare ud gennem munden. Morten får en gulvspand at holde under og så en skål. Han kan ikke holde ud at se alt det blod. Der er toenhalv måske tre liter. Det størkner hurtigt. Blod, der størkner, ligner gele. Da ambulancen kommer, er Morten besvimet på divanen i stuen. Falckredderen forsøger at lægge et drop. Han stikker i armen, i benet, og får endelig lagt nålen i den ene fod. Morten skal hurtigt have væske i stedet for de næsten tre liter blod, han har mistet. Der er blod overalt. På tæppet, på gulvet i en stribe fra Mortens værelse og ind i stuen, hele vejen ned ad Morten selv under hans fødder, på puderne på divanen, hvor han besvimede. Det ligner et slagtehus. Mortens næseblod skyldes en udposning, der er kommet på pulsåren i hjernen efter ulykken. Når udposningens tynde vægge brister, styrter blodet ud gennem hans næse. Heldigvis. Ellers ville hjernen blive mast af flere liter fossende blod. For at stoppe de livsfarlige blodstyrtninger fører lægerne 22 små platinfjedre op i udposningen gennem to rør, der stikkes ind i pulsåren ved lysken og går op til hovedet gennem hjertet og halsen. Operationen varer fem timer. Ved en fejl sprøjtes der for meget kontrastvæske ind i pulsåren, og Morten får et voldsomt krampeanfald på operationsbordet. Bare én tur I december, fire måneder efter trafikulykken, er 19-årige Morten ved at eksplodere af utålmodighed efter at køre igen. Men krampen på operationsbordet har fordoblet ventetiden, fordi der er risiko for flere kramper, og han må ikke køre bil før maj næste år. Ved spisebordet på genoptræningscentret løfter Morten blikket fra de indbagte pandekager i det ildfaste fad og ser på Thomas og Jakob. »Jeg kan lige så godt sælge bilen. Det er for dyrt at have den til at stå,« siger Morten om den nye bil, hans storebror skaffede efter ulykken. Han sænker stemmen: »Min vinter er ødelagt.« Jakob og Thomas stirrer på Morten, der sidder sunket sammen som om den tykke sølvhalskæde om hans hals trækker ham ned. I hans forstenede ansigt genkender de savnet af bare en lille tur bag rattet igen. En lille køretur i livet, som det var før. Morten tager en indbagt pandekage og skubber fadet hen over bordet til Jakob. Pandekagerne klistrer sammen, og Jakob har svært ved at skille dem ad med paletkniven i den højre hånd. Han kan ikke løfte venstre arm op over bordkanten for at holde igen på fadet, når han skærer. Armen ligger i en slynge ind til kroppen, fordi nerven til overarmen blev rykket i stykker, da motorcyklen kastede ham af. Thomas holder fadet for ham, så det ikke glider frem og tilbage på bordet. Jakob kan ikke dreje et bilrat til højre. Hans syn er nedsat efter en blødning i højre øje. Alligevel ringer han på bilannoncer i avisen. Om to måneder er det et halvt år siden, ulykken skete, og så regner han med, at han må køre bil igen. Morten, Thomas og Jakob skal bede andre om at køre dem, når de skal ud. Vente på, at nogen henter dem eller kommer på besøg. Morten ser på sine to skæbnefæller: »Jeg gider ikke sidde hjemme på værelset hver aften. Min største hobby er at køre bil. Den er taget fra mig.« Den 29. juli smadrede en motorcykel ind i forruden på hans Opel Vectra. Motorcyklisten døde. Morten mistede synet på venstre øje, drømmen om at blive lastbilchauffør og retten til at køre bil i næsten et år. »Jeg ved ikke, hvad han hed. Men det er også ligegyldigt, for jeg har ikke tænkt mig at lægge blomster på hans grav,« siger han sammenbidt. Følelsen af bas Morten elsker biler, elsker at stå i sine forældres garage på landet og skille ad og samle igen. Han har bygget gokarts, knallerter og stylet sine biler med larmende udstødninger, anlæg og polerede fælge. Da han første gang var hjemme på weekend fra intensiv afdeling på hospitalet, stod der en sort Opel Astra 1,6 i indkørslen. Hans storebror havde skaffet den til ham. Morten stavrede hen til bilen med sine krykker, satte sig ind og faldt til på forsædet: »Den køber jeg.« På landet skal man have en bil. På parkeringspladsen uden for Hammel Neurocenter står Mortens sorte Opel Astra parkeret. Hans mor kører dertil hver dag, fordi han sover hjemme om natten. Han har installeret et splinternyt MP3-anlæg i bilen, og tre fjerdedele af bagagerummet er blokeret af en 2x120 watts bashøjtaler. Der er lige nøjagtigt plads til en kasse øl ved siden af. Thomas skal høre anlægget spille i bilen. Mærke bassen vibrere. Morten drejer tændingsnøglen halvt, tænder anlægget og skruer op for bassen. Bagsædet vipper. Bassen banker i kroppen. Morten smiler. Nikker i takt med musikken på fuld volumen. Da Thomas fløj ud gennem sideruden i sin kammerats bil, var de på vej mod et dunkende diskotek. Stemningen, musikken og farten var høj. Bilen skred i et sving, kørte op over en skrænt, trillede rundt seks gange og landede på en mark. Thomas havde ikke sele på. Han kører aldrig mere uden sele. Kun to forstår Derhjemme forstår vennerne ikke, hvorfor Morten er så utålmodig. De forstår ikke, hvordan det er at have ligget i respirator, hvordan det er ingenting at kunne huske eller gøre. Der er meget, de ikke forstår. Thomas og Jakob har prøvet det selv. De forstår. De kender kampen om liv og død og de svære dage midt imellem. 23-årige Jakob, der mistede sin motorcykel, førligheden i venstre arm og noget af sit syn, har også mistet lysten til at forklare sine venner, hvad der sker indeni ham. De forstår ikke, hvorfor det tager så lang tid at komme sig. Da Jakob vågnede efter to ugers bevidstløshed, kunne han ikke proppes ned i det hul, han blev revet op fra den 31. juli. Derfor har han holdt sig væk fra møder i kirken, hvor han plejer at komme hver torsdag. Han har lagt rammen med billedet af sin kæreste med forsiden nedad på bordet i sin stue. »Nå. Er I heller ikke kærester mere?«, siger Thomas en morgen, da han som sædvanligt kommer ind for at vække Jakob. Besøgene fra Thomas' kæreste er blevet færre i den sidste tid. Afstanden mellem livet derhjemme og genoptræningscentret er blevet for stor. Men Thomas er sikker på, de finder sammen igen, når han kommer hjem. Så fortsætter livet, hvor han næsten slap det i starten af august. På vej hjem Fredag den 13. december. Tre unge mænd med benzin i blodet sidder i bil, én på passagersædet og to på bagsædet. De må ikke køre bil. Endnu. Morten har inviteret Thomas og Jakob hjem på besøg hos sine forældre, og ergoterapeuten kører dem. Morten nikker og vinker til alle, de kører forbi, da de nærmer sig hans hjem. Her kender folk hinanden. Her kender alle historien om Morten og motorcyklen. Men ingen kender den, som Thomas og Jakob gør. De tre træner sammen, spiller pool i neurocentrets forhal, tømmer køleskabet for kakaomælk i pauserne og ser film sammen om aftenen. Ofte foregår det i stilhed, for de forstår hinanden uden at sige noget. De behøver ikke spørge og forklare. Hjemme hos Morten er væggene i hans værelse mørkerøde. Som næseblod. I ugerne efter blodstyrtningerne mærkede han altid efter med en finger under næsen. Var det blod? Men nu er angsten forsvundet. Han tænder for computeren, vipper sin brede chefkontorstol bagover og kigger på de to andre. Han har over 1000 musiknumre på sin harddisk. Ud af de fire højtalere på størrelse med et lille køleskab dunker diskoteksrytmerne. Thomas og Jakob kigger op, ser på Morten og bryder ud i latter. De nikker til musikken og griner i den røde hule med 30 tommers TV, en hylde fyldt med videobånd og bilmagasiner på bordet. Som tre unge fyre med et almindeligt liv. Morten har et vitrineskab fyldt med glas og dåseøl. De tre unge fyre har ikke rørt alkohol siden ulykkerne efter strenge ordrer fra lægen. Ligesom med køreturene bag rattet skal de vente et halvt år. De har accepteret, at sixpacken skal blive hjemme nytårsaften, hvor de må nøjes med kolde colaer. Det betyder ingenting i forhold til savnet efter at køre igen. Morten og Thomas rejser sig og går ud i gården for at hente en hattehylde med højtalere, som Thomas skal købe til sin bil. Derude i perlegruset har Morten og hans storebror skruet i alverdens motoriserede projekter; knallerter, crosserer og biler, gennem årene. Morten fortæller med et skævt smil, at han er i gang med at købe en firhjulet crosser til 25.000 kroner. Selvom han endnu ikke må bruge sit kørerkort på landevejene, så kan ingen afholde ham fra at brænde benzin af på markerne. Tankerne om, hvad der er sket og kan ske igen, har ikke en chance for at sætte sig i hans hoved, der er fyldt med forestillingen om, hvordan det bliver at suse afsted med fuld fart igen. Udsigt til livet En motorcykel satte Mortens liv på stand by en mandag eftermiddag, da den fløj gennem forruden på hans Opel Vectra. Jakobs mørkeblå Suzuki-motorcykel ramte en lysmast en onsdag aften og sendte ham med ambulancen til en hospitalsseng på neurokirurgisk intensiv afdeling. Morten var der allerede. Fredag blev Thomas indlagt, da han fløj ud gennem sideruden på sin kammerats Peugeot. Det var i dagene mellem juli og august. Nu er det december. De tre skal snart videre. De skal udskrives i februar. Tilbage til livet. Morten har parkeret drømmen om at blive lastbilchauffør på grund af det blinde, venstre øje. Han vil gerne arbejde nogle timer hver dag i en fritidsklub. Bare arbejde. Han er rastløs. Thomas regner med, at han snart kan begynde som tømrer igen. Det kniber stadig med balancen og hukommelsen, men det eneste, han vil, er at være tømrer. Jakobs ødelagte arm betyder, at han aldrig kommer tilbage til autoværkstedet. Løfter han noget tungt, falder armen ud af skulderleddet, fordi musklerne er væk. Men kampen for livet efter ulykken har givet ham lyst til at komme tilbage til et nyt liv måske som fysioterapeut eller ergoterapeut. Han står ved vinduet i sit værelse på Hammel Neurocenter og ser på den vinterfrosne udsigt. Tænker på, hvad psykologen fortalte om menneskers betagelse af udsigter: Ingenting bremser øjet. Ingen forhindringer. Alt er muligt med en udsigt, der når helt til horisonten. |