Tilbage Til Livet 2: De tre første dage Jyllands-Posten 17 april 2003, Indblik side 2 19 gange om dagen sker der et færdselsuheld i Danmark. Knap 9000 mennesker bliver hvert år skadet i trafikken. Her er historien om tre trafikofre, hvis skæbner har skiftet retning og krydset hinanden. Om tre ulykker, der har ført til venskab. RESUME En motorcykel smadrede ind i forruden på Mortens bil og ramte hans ansigt en brændende hed sommerdag. To dage efter regnede det med glas i et lyskryds, da Jakobs motorcykel hamrede mod en lysmast. To dage senere blev Thomas kastet ud af sin kammerats Peugeot, der med høj fart skred i et sving og trillede rundt seks gange. I løbet af fem dage blev de tre forulykkede trafikanter indlagt på intensiv i hospitalssenge ved siden af hinanden. Af Malene Mølgaard Den sorte ring, der er tatoveret på højre overarm, er det eneste, Mortens familie kan genkende. Hans ansigt er knust. Hovedet er voldsomt hævet. En motorcykel bankede for ni timer siden ind i forruden på hans Opel Vectra. I mere end otte timer har Morten ligget på operationsbordet. Panden og bihulerne er knust, næsen og venstre kæbe er brækket og det venstre øje er svært beskadiget. En lille stribe blod løber ud af hans ører. Morten har ståltråd om alle tænderne med stålbøjler bagved. Han har elastikker mellem tænderne i over- og undermund for at holde kæberne på plads, og derfor går slangen til respiratoren gennem næsen. I hovedet har han en trykskrue, der er forbundet med en maskine, som måler trykket i hans kranium. Hjernen er så hævet efter sammenstødet med motorcyklen, at den presser på hjerneskallens inderside. Fortsætter hævelsen, bliver hjernen indeklemt, og så får den ikke ilt. Så dør Morten. Lægerne understreger igen og igen, at det er et godt tegn, at Morten var ved bevidsthed, da ambulancen kom. Han sagde til redningsfolkene, at han hed Rene. Og Steffen. Men de første tre dage på intensiv er kritiske. De første tre dage må hævelsen i hans hjerne ikke blive værre. Trykket må ikke stige. Bare det blå tal på skærmen, der viser trykket, holder sig under 20. Mortens mor, far og storebror stirrer på Morten i sengen med det kæmpestore, blå og blodige ansigt, mens respiratoren trækker vejret for ham. Og de stirrer på trykmåleren. De første tre dage tænker de: »Han må ikke dø, han må bare ikke dø.« Hjerneskade Sengene på neurokirurgisk intensiv afdeling på Århus Kommunehospital er omkranset af mødre, fædre, brødre, søstre og kærester. For at undgå pres på hjernen er sengegærderne hævet, så de bevidstløse næsten sidder op. Hvis hævelsen inden i deres hoveder pludselig øges, provokeret af et host, en smerte, en vending eller en lyd, kan lægerne intet gøre. Hjerneskade. Hjernedød. Ordene hænger i luften over de tre tilskadekomne trafikanter: Morten, Thomas og Jakob. De ligger ved siden af hinanden i hvide hospitalssenge og kæmper for livet med lammelser, lungedræn og ledninger på deres hoveder og kroppe. Da Thomas faldt ud gennem bildøren, og Jakob landede på fortovet, gav slagene dem blødninger foran på hjernen. Der sidder personligheden, og derfor kan de ændre sig, blive aggressive eller voldelige når de vågner. Hvis de vågner. Bøn for en arm Familierne om sengene græder, holder i hånd, hvisker og aer. Men kun få minutter ad gangen, så skal de gå ud igen. På hver stue ligger tre patienter. De bevidstløse kroppe skal suges for slim i lungerne. De skal have blodtryksstyrende medicin og smertestillende morfin sprøjtet ind gennem et drop på halsen. De skal have sondemad, lagt drop i hænder eller fødder til saltvand og taget blodprøver. De skal vaskes og vendes, og urinposerne skal tømmes. Der skal være ro. De pårørende går ud på gangen, går op og ned ad gangen, går helt udenfor i solen og så ind igen. Vennerne må ikke komme på besøg. De skriver breve. Jakobs venner tror på, at Gud kan hjælpe ham tilbage til livet efter styrtet på motorcyklen. 40 af hans venner har lavet en bønnekæde, hvor de skiftes til at bede for ham hver time i tre døgn. Da han stadig ikke er vågnet, forlænger de bønnerne med tre døgn mere. Det første døgn beder de også for hans venstre arm. Måske vil lægerne sætte den af. Overarmsknoglen brækkede, da han blev kastet ned på fortovet ved siden af sin motorcykel. Skulderen er mørkeblå af en enorm blodsamling. Måske blev nerven ud til armen flået i stykker. Pulsåren blev revet over, og lægerne kan ikke måle puls i armen. Hvis armen ikke får tilført blod med ilt, går der koldbrand i den, og den må amputeres. Men måske kan blodet finde nye veje ad de små blodårer, der forgrener sig ud fra pulsåren, og måske kan Jakob beholde sin venstre arm. Trykket stiger Pludselig, tre dage efter ulykken, stiger trykket i Mortens forslåede hoved. Trykket, der ikke må stige. Klokken er lidt over syv om aftenen. Det er varmt på stuen. Trykmåleren hyler alarmerende: Bip-bip-bip-bip-bip. Alvorlige ansigter sender Morten til scanning. Straks. Måske er hjernen hævet igen. Måske er noget bristet i hans hoved, så hjernen bliver fyldt med blod og presset i stykker. Klokken 21.30 fortæller lægen Mortens familie, at Morten har fået en hjernerystelse, der er hundrede gange værre end sædvanligt. Men lægen har set mere ilde tilredte patienter overleve. Det hvide rum er stille. »Siger du dermed, at han overlever?« spørger Mortens storebror, der står stiv som en statue. Lægen nikker. Det gør han, men hvordan må tiden vise. På det tidspunkt er det fuldstændig lige meget, hvordan Morten vågner op. Hans familie har fået at vide, at han vågner op. Angsten for at miste og den konstante tanke han må bare ikke dø bliver fjernet fra dem den dag. På stue 2 ved siden af Mortens stue ligger Thomas, der blev kastet ud af sideruden af sin vens Peugeot. Han har en krave om halsen og ligesom de andre ligger han i respirator. To dræn på tykkelse med en vandslange sidder i den venstre lunge og et i den højre. Fredag aften var han på vej til byfest. Lørdag den 3. august stopper hans hjerte med at slå. Forældrene sidder i venterummet over for stue 2. Læger og sygeplejersker løber hen ad gangen og ind på Thomas' stue. Ti minutter senere kommer en sygeplejerske ud af den brede blå dør. Hun har netop været med til at støde strøm gennem Thomas' hjerte. Nu slår det igen. Håndtrykket Da Morten, Thomas og Jakob har ligget i respirator i en uge, laver narkoselægen et snit på deres hals og fører respiratorslangen direkte ind i luftrøret gennem hullet. For første gang efter ulykken, kan de lukke munden. For første gang ligner de sig selv. Bortset fra slangerne, sonden og de skingert bippende maskiner ser de ud som om, de bare sover. Onsdag den 7. august har Morten ligget bevidstløs i respirator i ni dage. Klokken 11 om formiddagen slukker lægen for sovemedicinen, som han har fået, fordi han ligger i respirator og ikke har måttet bevæge sig. Klokken 19 begynder Morten at blinke med det ene øje. Han rører på sig. Morten har slet ikke bevæget sig i ni dage, bortset fra brystkassen, som respiratoren har løftet op og ned. Hans familie er blevet forberedt på, at han ikke kan kende dem, når han vågner. Hans syn er lukket inde af hævelserne i ansigtet, og måske kan han ikke kende stemmer. Klokken 5 torsdag morgen den 8. august vågner Morten. Han er urolig og aggressiv og vil ud af sengen. Væk derfra. Familien går ind til ham én ad gangen for ikke at forvirre ham. Mortens storebror går hen til sengen bag forhænget og tager om sin bror. Han siger til Morten, at det er dejligt, han er vågnet, at han har været ude for en ulykke og er på hospitalet. Han holder Morten i hånden, men har ikke sagt, hvem han er. »Hvis du ved, hvem jeg er, så tryk mig i hånden.« Uden at kunne se løfter Morten begge arme og klemmer sin brors hænder. Skjulte blikke Mellem stue 1 og 2 har sygeplejerskerne og lægerne et kontor med glasvægge. Thomas og Jakob ligger ved siden af hinanden på stue 2, og gennem glasburet kan deres familier følge Mortens kamp for at komme til sig selv på stue 1. De ser ham sætte sig op i sengen og lægge sig ned igen. De ser sygeplejerskerne dysse ham ned. De ser ham kravle ned i fodenden, hvor sengehesten ikke rækker, for at komme ud af sengen. Han er stadig koblet til alle slangerne fra respirator, drop og sonde. De ser ham prøve at rykke slangen fra respiratoren ud. De ser ham true med knytnæven af skærmen, der bipper og hyler. Han forstår ikke, hvad der sker. Lørdag den 10. august kommer Mortens onkel og tante på besøg. Morten sætter sig op i sengen som en fjeder, rækker højre hånd frem og siger: »Godaften. Må jeg byde på kaffe?« Han er ikke, som han plejer. Men han er vågen. Thomas' og Jakobs forældre ser på Morten gennem glasruden. De smiler. De ser på deres stadig sovende sønner. Så kommer tårerne. Giv mig et spejl Mortens syn er sløret. Det venstre øje er hævet og lukket efter slaget fra motorcyklen. Måske er øjet ødelagt. Måske bliver han blind. Højre øje er åbent, men klistret, fordi det bliver dryppet og smurt med salve. Han prøver at se sig omkring, mens han langsomt bliver skubbet i kørestolen hen ad hospitalsgangen for første gang. Han ser på de hvide vægge, mennesker i hvidt bomuldstøj med dropstativer og ar på barberede hoveder. Hans blik strejfer billederne i glasrammer på væggen. Stopper. Han ser sit eget spejlbillede i et af billederne, bliver svimmel og forvirret. Han giver tegn til, at han vil se sig selv i et spejl. Nu. Hans forældre ser uroligt på hinanden. De ser på hans ansigt. Så kører de ham ind på badeværelset, hvor han kan se sig selv. Han ser sig i spejlet. Han ser et blålilla ansigt hævet til dobbelt størrelse, venstre øje er lukket af et øjenlåg på størrelse med en golfbold og læberne er enorme. Under huden sidder fire plader på kindbenene og en på venstre kæbe. Fem platinplader og 21 skruer holder Mortens ansigt sammen. Hans blik forlader spejlet. Han beder ikke om at se sig i spejlet igen. Jakob vil op Lægerne har forsøgt at vække Jakob. Men røret til respiratoren, der går ind gennem hullet i hans hals, kradser ham, får ham til at hoste og kaste op. Han har væske i lungerne og trykkede ribben, så han kan ikke trække vejret selv. Til sidst løfter han sin højre arm og peger op mod loftet, mod himlen. Han kan ikke mere. Lægerne må tænde for sovemedicinen igen. En uge efter, at Morten er vågnet, kan Jakob trække vejret selv. Når han skal hoste, rykker han slangen af røret i halsen med højre hånd. Der flyver slim fra lungerne ud gennem hullet. Jakobs lunger og hostekraft er blevet så stærk, at sygeplejerskerne må skifte gardiner i tre meters afstand rundt om sengen. Han tager fat i sengehesten med højre hånd og hiver sig op. Venstre arm hænger slapt ned ad siden. Så falder han tilbage på madrassen igen. Han bevæger læberne for at sige noget, men kan ikke tale på grund af respiratorslangen. Hans mor giver ham en blok og en tusch og spørger: Kan du kende mig? Selvfølgelig kan jeg da kende jer igen, skriver han med store, hurtige bogstaver hen over blokken. I sengen til venstre for Jakob er Thomas stadig bevidstløs. Han ligger på maven på en gelemadras. Det er godt for hans lunger, der punkterede, da han faldt ud af bilen på marken. Halvdelen af hans ribben er brækkede, og han kan ikke selv trække vejret to uger efter ulykken. Ti dage senere bevæger Thomas sig for første gang. Lidt efter prikker han med pegefingeren på sin mors hånd. Hun holder vejret, beder ham gøre det igen. Det gør han.