Tilbage Til Livet 3: De tre ar Jyllands-Posten 19 april 2003, 1 . sektion side 6 19 gange om dagen sker der et færdselsuheld i Danmark. Knap 9000 mennesker bliver hvert år skadet i trafikken. Her er historien om tre trafikofre, hvis skæbner har skiftet retning og krydset hinanden. Om tre ulykker, der har ført til venskab. RESUME: En motorcykel smadrede ind i forruden på Mortens bil og knuste hans ansigt, Jakobs motorcykel hamrede mod en lysmast, og Thomas blev kastet ud af sin kammerats Peugeot i et sving. De tre forulykkede trafikanter blev indlagt på intensiv ved siden af hinanden og vågnede op til et nyt liv med varige skader. Af Malene Mølgaard November. Tre måneder efter ulykkerne. Tre unge mænd på et genoptræningscenter for hjerneskadede. Tre unge mænd med drømme og planer på standby. Da Morten, Thomas og Jakob slog hovederne og blev slået ud, var det ikke kun bevidstheden, der forsvandt i en uge, to uger, en måned. Det gjorde også det liv, de var i gang med. Arrene vidner om den dag, det forsvandt. Det røde ar på halsen fra respiratoren, de runde ar på siden af brystkassen fra lungedrænene og arret på maven fra sonden. Da deres hjerner hævede på grund af de voldsomme ulykker, tog de skade. Synkefunktionen forsvandt og skulle trænes op igen. Derfor fik de stadig tyktflydende, laksefarvet, sødlig mad i en sonde, da de kom til Hammel Neurocenter, hvor patienter med hjerneskader henvises til, så snart de er ude af respiratoren på intensiv. Men ikke alle skader giver synlige ar. Indvendigt er de tre unge fyre også forandrede. Morten på 19 og 23-årige Jakob havde før ulykkerne enorme vennekredse, men nu bryder de sig ikke om at være sammen med mange mennesker. Ansigterne, stemmerne, ordene flyder sammen. Men de kan heller ikke lide at være alene. På hospitalet græd Morten, hvis han ikke havde den røde klokkesnor i hånden, når hans mor forlod stuen. Derfor står hans hospitalsseng på genoptræningscentret tom om natten, hvor han sover hjemme hos sine forældre. Modsat Morten er Jakob mest tryg på afdelingen. Venstre arm er i en slynge, og han støtter hele tiden med højre hånd under den. Armen kan ikke holde sig selv, fordi nerven til overarmen blev ødelagt, da han blev kastet af motorcyklen og ramte fortovet. Nerver kan ikke repareres, men i løbet af et par år kan de komme sig, måske vokse sammen og finde følingen igen. Måske. Billedkort og opskrifter Neuropsykologerne undersøger Thomas, Morten og Jakob med tests. For eksempel får de ti billeder af ansigter, de skal huske. Billederne bliver blandet med 20 andre, og så skal de udpege de første ti. Det er ikke let. Ansigterne ligner hinanden. De tre tilskadekomne skal træne korttidshukommelsen igen. De skal lære at strukturere og tænke fremad. Derfor laver de også mad sammen med ergoterapeuterne. De læser opskrifter, følger punkterne ét ad gangen og finder ingredienserne. Pludselig er bearnaisesovs fra Knorr eller en drømmekage blevet en uoverskuelig opgave. Men de tre, hvis sommer sluttede i samme uge, øver sig hver dag. Inviterer hinanden på nybagt chokoladekage, stegte fisk og spaghetti. Og på trods af den ødelagte arm, har Jakob lært at skære løg igen. Det troede han ikke, han kunne. Ventetid I minutterne, timerne og dagene på intensiv, var det familien, der ventede. De ventede på livstegn, på små bevægelser bag øjenlågene, i fingrene og benene. De ventede på, at Morten, Thomas og Jakob skulle vende tilbage. På genoptræningscentret er det Morten, Thomas og Jakob, der venter. De venter, når der er hul i deres skema mellem træningen hos fysioterapeuterne, ergoterapeuterne og psykologen. De venter på svar. Venter på at komme hjem. Tiden mellem aktiviteterne på skemaerne, der hænger på deres stuer, er ventetid. Der er ikke andet at lave. Nogle dage er der planlagt tre-fire aktiviteter. Andre dage kun én. Ventetiden på afdelingen tilbringer de sammen. De går i træningsrummet, spiller pool eller sidder på stuerne. De vil i gang. De vil hjem. Tilbage til livet, hvor de kom fra. De kittelklædte terapeuter forklarer, at de tre har brug for ro og robusthed. De kan endnu ikke magte livet uden for genoptræningscentrets strukturerede, skærmende og skemalagte vægge. De har ikke brug for nederlag. Beskeden Uchhh, uchhh, uchhh. Morten ligger i sit røde fodboldtøj på en sort briks og laver mavebøjninger. Med armene om nakken løfter han overkroppen helt op til de bøjede knæ. Op, op, op. Tempoet tyder ikke på, at hans krop for tre måneder siden lå næsten livløs i en hospitalsseng. Morten ville være lastbilchauffør. Han tog lastbilkørekort hos telegrafregimentet i Fredericia, og da værnepligten var aftjent, tog han på AMU-kursus for at kunne arbejde som chauffør. Toenhalv uge efter ulykken var hævelsen i Mortens ansigt svundet, men han kunne ikke se med venstre øje. Hvis øjet var ødelagt, betød det, at han ikke måtte køre lastvogn. En torsdag morgen gav øjenlægen på hospitalet Morten beskeden, der ændrede hans planer: Scanningen viste, at synsnerven var revet over. Morten var blind på venstre øje. Formiddagene i neurocentrets træningsrum har sat sine spor på hans krop. Han ved, at træning ikke kan give ham synet på venstre øje tilbage. Men højre skulder, hvor nerver og sener tog skade, da motorcyklen smadrede gennem forruden og ramte ham, hænger ikke løst i leddet mere. Det blå støttebind til venstre knæ er ikke mere nødvendigt, og han kan løbe igen. En gul tennisbold I stueetagen slubrer varmtvandsbassinet som en kaffemaskine, der er færdig med at brygge. Thomas går sidelæns i det 34 grader varme vand, som når ham til navlen. Han krydser sine tynde ben skiftevis foran og bagved. Så prøver han med et lille gadedrengehop samtidig. Det er for mange ting at koncentrere sig om, og han opgiver med en irriteret vrissen hoppet og løber sidelæns igen. Hans spinkle, arrede krop ryster. Han mister balancen og falder. Da Thomas fløj ud af bilen, og hans hoved ramte marken, mistede han balanceevnen. Tre måneder efter har han stadig svært ved at stå på ét ben. Han øver sig i gymnastiksalen, går på en malet streg i gulvet og kan nu stå op og tage strømper og bukser på. Højre ben kan bære ham i et halvt minut. Det er værre med venstre. Da ulykken skete, havde han været tømrerlærling i et år. Han bliver nødt til at finde balancen igen, for at kunne gå på stilladser eller kravle på stiger med tagplader over skulderen. Den svære øvelse er, at kaste en gul tennisbold under det løftede knæ og gribe bolden på den anden side. Nogle gange falder tennisbolden på gulvet. Han kaster den hårdt væk. Pis! Han kan ikke kravle på stiger uden balance. Pis! Men der går ikke lang tid, før han kigger hen på bolden og prøver igen. Nogle dage er han bange for, at han aldrig lærer at stå på ét ben. Men han vil være tømrer igen. Se ikke tilbage Jakob var automekaniker, men nerverne i venstre skulder og overarm tog skade, da han blev kastet af sin motorcykel, så armen ikke kan løftes helt ud fra kroppen. Han kan ikke løfte tunge dæk, ligge under en bil og skrue i undervognen eller reparere en motor. Når han ser sig i spejlet, ser han på venstre side en tynd arm, hvor musklerne er væk og huden kun omslutter knoglerne. Nogle gange kommer tankerne: ”Hvis jeg var død på vejen den aften, så skulle jeg ikke igennem alt det her”. Når han har set sig i spejlet, går han ned i motionsrummet og træner. Ofte går han forbi Thomas’ værelse og lokker ham med. Thomas cykler sig til varmen, tager nogle mavebøjninger og sætter sig så på en briks og kigger på Jakob. De er tavse. Jakob går i højt tempo på løbebåndet. Højre arm svinger frem og tilbage i takt med skridtene, tre gange i sekundet. Den venstre ligger stille i slyngen. Han sætter tempoet op, hjælper venstre hånd op på gelænderet og tager fat i højre side. Så løber han, hurtigere og hurtigere. Bum, bum, bum. Fremad. I starten var det som at være i en ond drøm, han ikke kunne vågne fra. Han ville bare vågne, væk, videre. Jakob tager en femkilos håndvægt i højre hånd og løfter den skråt ud foran sig. Venstre arm følger med et stykke af vejen, men uden vægt. Jakob, Thomas og Morten løber, cykler, løfter og presser hurtigere og hurtigere, mere og mere. For hvert kilo, der kommer på maskinen, jo hurtigere det går, jo længere væk fra deres indelukke af blindhed, manglende førlighed og afmagt kommer de. De ser sig ikke tilbage. Thomas døde et kort øjeblik på hospitalet. Han tænker ikke på det. Han oplevede det ikke. Kan intet huske. ”Engang imellem tænker jeg, at det er godt, hjertet fungerer igen, men det kan ikke nytte at være bange,” forklarer han. Men når han ser sig i spejlet, ser han arret på halsen ”De siger, det aldrig forsvinder.”